Renovering og ombygning

Basisrenovering
Ved vedtagelse af helhedsplanen bliver mange boliger i de høje blokke basisrenoveret. De opgange der skal basisrenoveres fra 1.-7. etage er:
B1 Gudrunsvej nr. 2+6+10
B2 Gudrunsvej nr. 12+16+20
B3 Gudrunsvej nr. 22+26+30
B5 Gudrunsvej nr. 48+52+56
B6 Gudrunsvej nr. 58+62+66

I stueetagen skal disse boliger også basisrenoveres: Gudrunsvej nr. 2 st.th., 12 st.th., 22 st.th., 48 st.th. og 58 st.th.

Som en del af basisrenoveringen får alle boliger nye badeværelser med nye overflader på gulv, vægge og lofter samt nye installationer.

De nye installationer kræver en del plads, og det kan derfor blive nødvendigt at sløjfe det ene badeværelse i boligerne med tre og fem rum. Det undersøges, om det er muligt at føre installationerne på en måde, så gæstetoilettet kan bevares. Dette vil først kunne afklares under projekteringen.


Hele boligen bliver istandsat og får:

  • Nye overflader af vægge og lofter,
    træværk og nye indvendige døre.
  • Nye gulve i værelser og opholdsrum.
  • Nyt linoleumsgulv i køkken (hvor det kan
    skiftes uden køkkenet skal fjernes).
  • Nye klæde- og opbevaringsskabe– omfang og kapacitet kan blive reduceret i forhold til eksisterende forhold.
  • Energiruder og terrassedøre.
  • Ny hoveddør.


Nye installationer

I boligerne kommer der boligventilation enten via centralt eller decentralt anlæg. Derudover kommer der nye elinstallationer og stikkontakter, vand- og varmeinstallationer, nye faldstammer og strømpeforede afløbsledninger samt røgalarmer i henhold til lovgivningen.

Midlertidig genhusning - med flyttehjælp

Basisrenoveringen i boligerne er så omfattende, at de er ubeboelige, mens arbejderne står på. Du skal derfor genhuses et andet sted under renoveringen. Du skal forvente at være genhuset op til et år. Midlertidig genhusning betyder, at du får stillet en midlertidig bolig til rådighed, som du kan bo i, mens din bolig bliver renoveret. Herefter flytter du tilbage til en nyistandsat bolig. Du får betalt flyttehjælp til og fra genhusningsboligen.

Læs mere om midlertidig genhusning

Husleje ved basisrenovering

Når renoveringen er afsluttet, og du flytter tilbage til din bolig, vil huslejen stige. Nedenfor kan du se den husleje, som er beregnet i 2021-priser. Huslejen bliver først endelig fastsat, når byggeregnskabet er gjort op. Huslejen er boligstøtteberettiget, og i forbindelse med nye facader, vinduer og døre forventer vi, at du får en lavere varmeregning. I skemaet kan du i den yderste kolonne til højre se, hvad en gennemsnitlig husstand i blok B4, Gudrunsvej 38-46, har sparet pr. måned.