Nedrivning og genhusning

Permanent genhusning er både for beboerne i nedrivningsblokkene og beboerne i de boliger, der ombygges.

Helhedsplanen 2021 indebærer, at følgende blokke skal rives ned: A4, Jettesvej 25 - 31, A5, Dortesvej 1 - 11, A6, Dortevej 13 - 23, A7,Dortevej 25 - 35, A8, Lottesvej 2 -8, A13 Inger Chr. Gade 31-37 og A15, Inger Chr. Gade 39-45.

Det betyder, at beboerne i boligerne skal genhuses. Genhusning betyder, at du skal flytte og bo et andet sted. Brabrand Boligforening vil derfor hjælpe dig med at finde en anden bolig. Der er meget, du skal forholde dig til, og det kan være svært, hvis du er glad for dit hjem og ikke har lyst til at flytte. Det har vi fuld forståelse for, og derfor står vi klar til at hjælpe dig gennem hele forløbet. Når du har modtaget en opsigelse af din nuværende bolig, vil du få hjælp til at finde et nyt sted at bo.


Sådan foregår genhusningen

Genhusningen består af ni trin, fra vores genhusningskonsulent kontakter dig første gang, til du er flyttet ind i din nye bolig.


1. Vores genhusningskonsulent ringer dig op

Vores genhusningskonsulent har allerede snakket med de fleste af jer, der skal genhuses permanent. Ved samtalen afklares det, hvilke ønsker den enkelte beboer har til den bolig, han eller hun skal genhuses i, og genhusnings- konsulenten informerer om, hvilke muligheder, der er, og gennemgår hele forløbet.

2. Ønsker til genhusning
Efter den første samtale skal du begynde at gøre dig overvejelser om ønsker til din nye bolig i forhold til størrelse, pris og beliggenhed.

Vi har vedlagt en vejledning, der beskriver, hvilken bolig du er berettiget til, hvad du skal være særlig opmærksom på, når du leder efter en ny bolig, og en liste, som du skal udfylde med dine boligønsker.


3. Afstemning om helhedsplanen

I juni måned skal der stemmes om en ny helhedsplan for Gellerupparken. Først efter en vedtagelse af helhedsplanen kan vi påbegynde genhusnings- arbejdet og nedrivningen af den blok, du bor i. Inden afstemningen vil du modtage detaljerede oplysninger om, hvad der kommer til at ske, hvis der stemmes ja eller nej til helhedsplanen.

 

4. Sammen gennemgår vi din nuværende lejlighed
Du vil modtage en indkaldelse fra vores synsafdeling til en gennemgang af din lejlighed. Vi laver gennemgangen for at vurdere, om der er lavet ombygninger i dit lejemål, som gør nedbrydningsarbejdet dyrere. Vi kigger bl.a. efter, om der er opsat skillevægge, nedsænkede lofter, tapet på lofter, opsatte klinker i køkkenet m.v.

5. Din lejlighed opsiges
Du vil få fremlagt en tidsplan og blive orienteret om, hvornår din blok skal rives ned. Senest ni måneder, før du skal genhuses, opsiges dit lejemål.

6. Tilbud om samtale
Når du har modtaget opsigelsen af din lejlighed, vil genhusningskonsulenten tilbyde dig en personlig samtale. Til samtalen vil genhusningskonsulenten fortælle dig præcis, hvordan din genhusning kommer til at foregå. Til den personlige samtale bedes du have listen med dine boligønsker klar.

Familiemedlemmer eller andre personer må meget gerne deltage i samtalen, hvis det gør, at du føler dig mere tryg eller hvis du har brug for tolkebistand. Der er tale om et personligt møde, hvor vi taler om alle de ting, der har indflydelse på din genhusning, og du har mulighed for at stille spørgsmål.

7. Du tilbydes en genhusningsbolig
Efter den personlige samtale vil genhusningskonsulenten tilbyde dig en ny bolig. I forbindelsen med boligtilbuddet vil du få en fremvisning af boligen, modtage en lejekontrakt til underskrift, blive tilbudt hjælp til ansøgning om indskudslån ved Aarhus Kommune, blive tilbudt hjælp til ansøgning om boligstøtte og blive tilbudt hjælp til adresse ændring.

8. Du flytter fra din bolig
Vi hjælper dig med det praktiske ved flytningen. Hvis du ønsker at benytte et flyttefirma, vil genhusningskonsulenten sørge for at arrangere flytningen af alle dine ting. Du kan også vælge selv at stå for flytningen og få udbetalt flyttehjælp fra Brabrand Boligforening. Nærmere information om takster for flyttehjælp vil blive gennemgået ved den personlige samtale.

9. Du flytter ind i din nye bolig 
Du får nøglen til din nye bolig, og vores genhusningskonsulent siger farvel.