Om

Laden – et stykke lokalhistorie 

Omdannelsen af bydelen Gellerup har hidtil omfattet etablering af byparken, nye veje og nedrivning af boligblokke i kombination med nybyggeri af boliger og erhverv. 

Men det er ikke over alt, der rives ned og bygges nyt. Der er også et ønske om at bevare centrale bygninger med særlig værdi for området, og det er Toveshøjs nyrenoverede beboerhus Tousgårdsladen et godt eksempel på. 

Bygningen, der i det daglige kaldes Laden, stammer fra 1873 og er igennem tiden blevet brugt til fester, bingo, fællesspisning, cykelværksted og sågar et mikrobryggeri. I dag fungerer det som Toveshøjs beboerhus. 

Oprindeligt var tanken at opføre et helt nyt beboer- og sundhedshus. Imidlertid var der kræfter i afdelingsbestyrelsen i afdeling 5, som foreslog at renovere og udvide det gamle og eksisterende beboerhus, Tousgårdsladen, i stedet for at rive det ned og bygge nyt. For beboerne i Toveshøj er Laden en del af områdets sjæl og historie, som de ønskede bevaret. 

Under renoveringen var fokus derfor også rettet mod at bevare så meget af den oprindelige bygning som muligt, da den er vigtig i den lokale og kulturhistoriske fortælling, om dengang Tousgården var det største landbrug på egnen, og bygningen fungerede som lade og staldbygning.  

Ladebygningen er således nænsomt restaureret og renoveret, for at bibeholde bygningens mange ressourcer og bevare den lokalhistorie, som huset repræsenterer.