Fraflytning
Opsigelse
Ønsker du som lejer at opsige din bolig, skal det ske med mindst tre måneders varsel inden d. 1. i en måned. Når opsigelsen er modtaget, og fraflytningstidspunktet nærmer sig, indkalder boligforeningen dig til syn af boligen med mindst en uges varsel.
Boligforeningen tilbyder dig et førsyn af din bolig forud for fraflytningssynet. Førsynet kan hjælpe og vejlede dig om, hvad du kan udbedre i din bolig. På den måde kan du holde dine fraflytningsomkostninger nede.
Klik her for at hente en opsigelsesblanket
Fraflytningssyn
Når du flytter, skal der foretages et fraflytningssyn, hvor du sammen med en synsmand fra boligforeningen gennemgår din bolig. Ved synet skal boligforeningen vurdere, hvad der skal sættes i stand, og hvor meget af istandsættelsen, du skal betale. Ved fraflytningssynet skal du have tømt din bolig for indbo og efterlade den i rengjort stand. Boligforeningens synsteam udarbejder ved synet en synsrapport, som du får tilsendt på mail eller med posten.
Hvis du ikke har mulighed for at være til stede ved fraflytningssynet, sender boligforeningen senest 14 dage efter synet en kopi af synsrapporten til dig. Synsrapporten indeholder overslag på de samlede udgifter til istandsættelse af boligen.
Boligforeningen sender dig den endelige opgørelse over udgifterne senest en måned efter modtagelse af den sidste faktura fra håndværkerne. I den endelige opgørelse over de samlede istandsættelsesudgifter må fraflytterens andel af udgifterne ikke overstige oplysningerne fra overslaget med mere end 10 procent.
Har du spørgsmål vedrørende din fraflytning, kan du sende en e-mail til synsafdelingen her.
Aflæsning af forbrugsmåler
Ved fraflytning bliver dine forbrugsmålere for el, vand og varme aflæst. Aflæsningen foretages i forbindelse med, at en ny lejer får nøglerne, eller på det tidspunkt, hvor du ikke længere hæfter for huslejen.
Hvis du har fået afregnet dit vand- og varmeforbrug over huslejen, vil du som fraflyttet modtage dit tilgodehavende eller din efterregning i forbindelse med den normale, årlige opgørelse af forbrugsregnskabet i din boligafdeling.
Tilbagebetaling af depositum
Et depositum/indskud er det beløb, du stiller som sikkerhed for udgifter til istandsættelse ved fraflytning. Når du vil flytte, er det selvfølgelig af betydning at få at vide, hvad der sker med det depositum/indskud, du har betalt ved indflytningen, og hvor meget du kan få tilbage.
Ifølge lovgivningen skal hele det oprindelige depositum/indskud betales tilbage til beboeren ved fraflytning. Dog skal der fratrækkes udgifter til istandsættelse af boligen, hvis det er påkrævet. Om istandsættelse af boligen er påkrævet eller ej, vurderes af boligforeningens synsteam.
Der vil være forskel på den måde, boligens tilstand vurderes på, alt efter hvilken vedligeholdelsesordning afdelingen har valgt. Udgifter som følge af mislighold vil dog altid blive pålagt fraflytter.
Se mere om vedligeholdelsesordning her.
Samtykkeerklæring
Har du ikke afleveret en samtykkeerklæring endnu, kan du printe og udfylde blanketten ved at klikke på ikonet ved siden af denne tekst.
Samtykkeerklæringen kan returneres til Brabrand Boligforening ved at sende den på mail til brabrand@bbbo.dk eller den kan afleveres eller sendes til Edwin Rahrs Vej 33, 8220 Brabrand.