Aarhus Kollegiet med 350 boliger er fyldt helt op: ’Fedt at se, bydelen er ved at transformere sig’

I en tid med stort udbud af ungdomsboliger i Aarhus er der fuldt hus i boligforeningens tilbud til unge op til studiestart.



- Det betød noget for mig, at det var komplet og meget nyt. Jeg bruger fælleskøkkenet meget, hvor der er gode faciliteter, jeg synes, det er supergodt.

Mikkel Larsen har boet på Aarhus Kollegiet de sidste tre år.

- Jeg har ikke så meget i min bolig. Jeg har plads til et stort skrivebord, et fjernsyn, computer og min seng – og så er udsigten fed, siger den 30-årige midtjyde, der læser Kinastudier på Aarhus Universitet.

Lige nedenunder - på tredje sal - bor 24-årige Anne-Sofie Andersen, der netop er blevet færdig med lærerstudiet. Hun er meget glad for kollegiets sociale liv.

- Der er f.eks. fællesspisninger, filmaftener og god plads i gården til at grille. Der er mange, der gerne vil være sociale. Det gør, at man har lyst til at blive boende, siger den nybagte lærer, der flyttede fra nabokommunen Favrskov i 2019 og fik adresse på kollegiet i Gellerup på åbningsdagen for fire år siden.

Det gode fællesskab og sociale liv skyldes blandet andet stedets fire tutorer, der alle arbejder med at bringe de studerende sammen på kryds og tværs til forskellige arrangementer hen over hele året.



Mikkel Larsen, Anne-Mette Vinther Nielsen og Anne-Sofie Andersen (th.).

En af dem er 23-årige Anne-Mette Vinther Nielsen, der gennem de sidste par år dagligt har taget elcyklen fra kollegiet til Erhvervsakademi Aarhus, i Viby.

- Kollegiet gør meget for at have et fællesskab, og det er aldrig for sent at blive en del af det, det er noget af det, jeg godt kan lide ved stedet, siger fynboen fra Middelfart, som bor i kollegiets bygning 8.

Mulighed for både at være social og privat
Fællesskabstanken er faktisk ret centralt for måden byggeriet er opført på. Her er oprindelig gjort meget ud af at skabe rum for et socialt liv, hvor man netop kan mødes i de mange fælleskøkkener, opholdsrummet, på tagterrassen eller ved studieområdet.

Selvom det er fedt at samles om hygge, studier og fest, tæller det meget på plussiden, at de studerende også har mulighed for at have et privatliv på egne kvadratmeter, da alle boliger er indrettet som små lejligheder med køkken, bad og toilet.

- Det er dejligt, at man kan vælge, hvornår man gerne vil være social, det er ikke altid, man orker det, så er det godt, man kan trække sig og lave mad i ens eget køkken, siger Anne-Sofie Andersen.

Fuldt hus i boligforeningens ungdomsboliger før nyt studieår
På tærsklen til et nyt studieår er alle boliger på kollegiet i dag udlejet – lige som de var det tilbage i 2019, da kollegiet slog dørene op for første gang efter sommerferien.

I dag udlejer Brabrand Boligforening i alt 352 boliger i bygningen, der ligger på Karen Blixens Boulevard lige over for det kommunale kontorhus Blixens.

Kollegiets første fire år har undervejs været udfordret af coronaepidemien, der blandt andet gjorde det sværere at tiltrække udenlandske studerende, som kollegiet i dag har flere af.

Kollegiet har dog været fyldt hvert år til studiestart, og siden sommeren 2022 har boligerne været mere eller mindre udlejet – og lige nu er meldingen altså: ’alt udlejet’. 

Det gælder også for resten af boligforeningens i alt 769 ungdomsboliger, som man bl.a. kan finde i Havnehusene og Generationernes Hus på Aarhus Ø og på Bronzealdervænget i Aarhus V.

Mange tomme ungdomsboliger i Aarhus
Et fuldt udlejet kollegie er dog ikke hverdagskost for tiden i Aarhus. På trods af mere end 50.000 studerende er der nemlig ikke længere kritisk mangel på ungdomsboliger i studiebyen, hvor unge i dag har fået langt flere valgmuligheder end før, når der skal tag over hovedet inden studiestart.

Spørger man på Kollegiekontoret Aarhus, der samarbejder med boligforeningerne i byen om at udleje ca. 11.000 ungdomsboliger, viser nye tal, at der 1. august i år var 200 ledige ungdomsboliger i Aarhus, et tal, der tilbage i maj var oppe på omkring 450 lejemål.

Ifølge administrationschef hos Kollegiekontoret Aarhus, Diana Jørgensen er der i øjeblikket tale om et klart overudbud af boliger til unge i Aarhus.

- Den sidste håndfuld år er det blevet sværere og sværere at udleje boligerne – selv til studiestart. Førhen var der ikke nogen ledige boliger, der lejede vi alt ud i august. Det skyldes, at der i de senere år også er bygget mange nye private boliger, som er rettet mod unge.

Ser man alene på etageboliger er der ifølge Danmarks Statistik i 2023 7.270 etageboliger i Aarhus Kommune ’uden tilmeldte beboere,’ et tal, der har været støt stigende de senere år og som er mere end fordoblet de sidste ti år, hvor det lå på omkring 3.500 tomme boliger. Boligerne kan f.eks. stå tomme, fordi boligen ikke kan sælges eller lejes ud.

Brabrand Boligforenings administrerende direktør, Kristians Würtz glæder sig over, at man med god markedsføring og de rigtige boligtyper og omgivelser har ramt rigtigt i forhold til at tiltrække unge til boligforeningens ungdomsboliger og til Gellerup, der lige nu gennemgår en markant udvikling.

- Det er positivt, at de studerende vælger os til på et marked, som er præget af stor konkurrence med mange boligtilbud til de unge. Derudover er det vigtigt, at endnu flere kan nyde godt af de mange kvaliteter og tilbud, som Gellerup har at byde på, siger han.

’Stolt over at bo her’
Arbejdet med at omdanne Gellerup fra et udsat boligområde til en attraktiv bydel, som led i udviklingsplanen for området, er ikke gået ubemærket hen for kollegiets beboere. De behøver bare at kigge ud ad vinduet, hvor de f.eks. kan se et nyt Sports- og Kulturcampus, en bypark og et streetfood-marked.

-Det er fedt at se, bydelen er ved at transformere sig til et mere moderne sted, der stadig er inkluderende nok til, at dem, der har et lavere budget, kan få kvalitet for pengene. Området har shopping-muligheder, er tæt på midtbyen og har så meget charme. Jeg tror Gellerup bliver det nye tilflyttersted, siger Anne-Mette Vinther Nielsen, der er begyndt at kigge efter en lejlighed i området sammen med sin kæreste.

Anne-Sofie Andersen stemmer i og fremhæver, at der for nylig også er kommet en ny Netto og et apotek tæt på kollegiet.

For Mikkel Larsen har kollegiets placering efterhånden fået en særlig betydning. Han mener, at bydelen har en særlig identitet.

- Gellerup er unik. Mange tror, det er et farligt sted, men når jeg fortæller folk det modsatte, føler jeg faktisk en stolthed over at bo her. Jeg er en del af et område, som en Gellerup-beboer, der har et tilhørsforhold, siger han.

Om Aarhus Kollegiet:

  • Er opført i 2019 og har 352 boliger. Ligger på Karen Blixens Boulevard i Gellerup.

  • Boligerne fås i tre typer. De mindste er 1-værelses lejligheder på 34 m2 (BBR-areal), mens de største er 2-værelses lejligheder på 50 m2 (BBR-areal). Priserne spænder fra 3.000 kr. - 4.400 kr. ekskl. forbrug.

  • Alle boligerne har et lille køkken med kogeplader og køleskab. Derudover har hver bolig eget toilet med bad og en altan.

  • Hver bolig er en del af et mindre bofællesskab, der deler et stort fælleskøkken og opholdsrum. Hver klynge har sit eget udtryk og indbyder til, at beboerne sætter deres fælles præg på faciliteterne.


    Se mere her: AARHUS Kollegiet

I midten af kollegiet findes et lukket gårdrum, og på kollegiets tre tage, er der tagterrasser og fælles drivhuse. I vaskeriet er der bordetennisbord, hvor der kan duelleres, mens man venter.