Havnehusene

Vores senest opførte afdeling er Havnehusene, som er beliggende på Aarhus Ø, de bynære havnearealer.

Vores vision for byggeriet Havnehusene har været at vise, hvad det almene boligbyggeri kan frembringe, når det er bedst. Både for den enkelte beboer i form af moderne boliger med høj funktionalitet og trivsel, men også med en gennemført social og miljømæssig profil. Vi har derfor bygget efter fremtidens energikrav og installeret de nyeste teknologier.

Solceller og fjernvarme

Beboerne i Havnehusene bliver blandt andet forsynet med energi fra solceller, der er monteret rundt på karreens tage og drivhuse. Solcellerne dækker omkring 16% af afdelingens samlede energiforbrug. Resten af forbruget bliver dækket af fjernvarme, som er en af de mest miljøvenlige opvarmningsformer.

 

Præmieret byggeri

Havnehusene modtog af Aarhus Kommune i 2015 en plakette for præmieret arkitektur i kategorien Nybyggeri på baggrund af den forståelse for arkitektur og kvalitet, som klart kommer til udtryk i bygningen. Ikke lang tid efter fulgte byggebranchens hæderspris Årets Byggeri i kategorien Bolig. Byggeriet er rigtigt tegnet, rigtigt tænkt og også om mange år vil det blive husket, lød begrundelsen blandt andet. Netop den menneskelige skala, de nye muligheder for fællesskab og den bæredygtige energiteknologi er gang på gang blevet fremhævet som Havnehusenes fremmeste kvaliteter.