Tidslinje over helhedsplanen
I 2010 indgik Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune en aftale om den første helhedsplan for Gellerup og Toveshøj, og boligforeningen har lige siden arbejdet tæt sammen med kommunen om at realisere planen, som skal gennemføres frem mod 2030.
Der er tale om en ambitiøs plan, som allerede har medført en lang række fysiske forandringer, der har gjort bydelen til et spændende og visionært boligområde, og mange flere forandringer er på vej i de kommende år. Målet er, at der i Gellerup og Toveshøj i 2030 er gjort op med områdets fysiske og sociale isolation, og at bydelen er omdannet til en blandet bydel med en alsidig beboersammensætning, et sikkert og trygt nærmiljø, et rigt byliv og en oplevelsesrig arkitektur.
Renoveringer, nedrivning af boligblokke og nybyggeri
Siden vedtagelsen af den første helhedsplan i 2010 er der derfor sket gennemgribende forandringer i området, og i de kommende år vil endnu flere boligblokke blive revet ned for at give plads til mere end 600 nye rækkehuse, mere end 1200 lejligheder og næsten 50.000 m2 erhvervsbyggeri. Hertil kommer byggeriet af flere kulturinstitutioner. Etableringen af masser af grønne områder er naturligvis tænkt ind som en vigtig del af helheden.
Overblik:
2014: Nedrivning af fem boligblokke for at give plads til dels ny vejføring i området, dels nybyggeri.
2015: Etablering af en ny kunstgræsbane i Gellerupparken.
2015: Etablering af en 40.000 m2 stor bypark med søer og grønne områder. Byparken snor sig som en grøn kile igennem både Gellerup og Toveshøj. Parken er anlagt med fokus på tryghed, aktivitet og oplevelser, og frugtlunde, nyttehaver, legepladser, grillpladser, klatretårne og udendørs fitness og sportsfaciliteter gør parken attraktiv for beboere og besøgende i alle aldre.
2015: E&P Huset etableres i et samarbejde mellem Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen. Huset er informations- og aktivitetscenter for Helhedsplan Gellerup og Toveshøj og har i 2020 skiftet navn til Information Vest.
2016: Åbning af det nye dagtilbud Væksthuset i Gellerup.
2016: Åbning af Karen Blixens Boulevard. Det nye vejsystem deler Gellerup op i mindre kvarterer og binder Gellerup og Toveshøj sammen med resten af byen.
2019: Åbning af Aarhus Kommunes nye kontordomicil Blixens på Karens Blixens Boulevard. I Blixens deler 1.000 kommunale medarbejdere pladsen med en lokalstation fra Østjyllands Politi, en café og restaurant, som er åbne for alle, samt kontor- fællesskabet ”Den Gode By” for iværksættere.
2019: Brabrand Boligforenings nye administrations- bygning tages i brug. Det nye kontordomicil ligger lige over for Aarhus Kommunes Blixens.
2019: Byporten og Trille Lucassens Gade åbner, og Gellerup får dermed sin helt egen ikoniske indgangsport. Den nye gade forbinder Åby Ringvej og Karen Blixens Boulevard.
2019: Færdiggørelse af renoveringen af tre boligblokke – to i Gellerup og en i Toveshøj.
2019: Zebrahouse med 63 private leje-lejligheder står klar på hjørnet mellem Inger Christensens Gade og Karen Blixens Boulevard. I bunden af bygningen er der butikker og spisesteder.
2019-2020: Det nye kollegium, AARHUS Kollegiet, står færdigt med 352 studieboliger.
2019-2020: To nye kvarterer – Pionerhusene og StudioHouse - er vokset frem syd for Globus1. Kvarteret består af cirka 400 private leje-lejligheder i form af familie- og ungdomsboliger i henholdsvis to og fire-fem etager.
2021: Beboer- og sundhedshuset Tousgårdsladen i Toveshøj er færdigrenoveret.
2021: Det nye Sports- og Kulturcampus står færdigt. Huset bliver opført af Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune i tæt samspil med en række samarbejdspartnere. Campus kommer til at bestå af to bygninger, Bevægelseshuset og Samlingshuset, på i alt 7.500 m2. De faste beboere i Bevægelseshuset er Cirkus Tværs, Aarhus Klatreklub, FGU Midtby (tidligere Gøglerskolen) og fodboldklubben ACFC, mens Samlingshuset indeholder bibliotek og medborgercenter, foreningslokaler, multisale og beboerhus for Gellerupparken. Her bor også kulturfabrikken Gellerup Art Factory og Folkesundhed Vest. Det hele bindes sammen af det udendørs samlingssted Verdenspladsen på 1.500 m2.
2021: Hejredalskvarteret, som kommer til at bestå af cirka 75 nybyggede rækkehuse, forventes indflytningsklart.
2023: Nyt etagebyggeri i Inger Christensens Gade forventes indflytningsklart.
2023: Private boliger langs med Trille Lucassens gade forventes at stå færdige.
2023-2025: Byggeri af et nyt bolig- og erhvervsområde langs Ringvejen inklusiv et friplejehjem, et dagtilbud- og sundhedshus samt en dagligvarebutik.
2025: En ny skole og et nyt fritidscenter slår dørene op i Gellerup. En boligblok rives ned for at give plads til det nye byggeri. Endnu en boligblok rives ned for at give plads til en kommende ny svømmehal, Verdensbadet.
2025: Gellerup Højskole åbner.
Frem mod 2030: Der bygges et helt nyt kvarter i Gellerup med rækkehuse og lejligheder og med vægt på fællesskab og gode udearealer. Fem boligblokke rives ned for at give plads til det nye kvarter.
Alt renoveres og udvikles
Herudover skal de resterende boligblokke i Gellerup og Toveshøj renoveres og udvikles arkitektonisk, så de lever op til nutidige boligkrav og indeholder forskellige boligtyper. Der er også stort fokus på, at området skal have endnu flere caféer, butikker og forskellige servicetilbud end i dag.