SPORTS- OG KULTURCAMPUS

Sports- og Kulturcampus er det nye samlingssted i Aarhus med et væld af aktiviteter inden for sport, kultur og ophold. Huset består af to bygninger; Bevægelseshuset og Samlingshuset, som tilbyder hver sine aktiviteter. Husene forbindes af Verdenspladsen.

Bevægelseshuset

Bevægelseshuset er et moderne hus med fleksible og nytænkende rammer. Her er aktiviteter inden for klatring, cirkusinspireret bevægelse, gøgl, artisteri, dans, musik, sceneoptræden og meget mere.

Bevægelseshuset byder på nye unikke muligheder for bevægelse og aktivitet for alle. I Bevægelseshuset bor Aarhus Klatreklub, Gøglerskolen, Cirkus Tværs og Fodboldklubben ACFC. De driver forskellige tilbud i huset for både børn, unge og voksne.

Bevægelseshusets faciliteter er åbent for alle interesserede og tilbyder utraditionelle former for motion, bevægelse og kulturel udfoldelse. Her kan nye brugere både klatre, træne akrobatik, danse, jonglere, køre på et-hjulet cykel og meget mere på samme sted. Og er man til fodbold på kunstgræsbanen, mødes man i ACFC's klublokaler i huset før og efter spillet.

Samlingshuset

Samlingshuset beriger og samler beboerne i nærområdet, men tiltrækker også brugere fra resten af bydelen og fra Aarhus. Her er rammer og lokaler til foreninger, beboeraktiviteter, festlokaler, værksteder og meget mere.

I Samlingshuset finder du beboerhuset for Brabrand Boligforenings afdeling 4 og de mange frivillige foreninger i området, men alle er velkomne i huset. Huset danner ramme om blandt andet undervisning, fester, projekter og kulturelle aktiviteter.

Samlingshuset deler bygning med Biblioteket, som har et væld af aktiviteter som skriveworkshops, foredrag, kreaværksted og meget mere. De mange aktiviteter er med til at skabe et hus fyldt med liv og aktivitet hele dagen for både børn og voksne.